Om Stinus
Mit navn er Stinus, og jeg studerer under den dansk-tyske Mathias Beyer og har desuden studier hos den russiske professor Kirill Rodin og på Sankt Annæs Musikalske Grundkursus (MGK). Jeg er solocellist i Albertslund Symfoniorkester og har flere gange optrådt som solist med orkestret. Jeg spiller også i en klavertrio, som har vundet 1. pris ved Den Unge Danske Kammermusikkonkurrence afholdt af Jacob Gade, og jeg har deltaget i masterclass med store danske og internationale navne såsom Toke Møldrup, Afiara Quartet, Jakob Kullberg, Ingemar Brantelid, Emil Gryesten, Carl-Oscar Østerlind, Helge Slaatto etc.
Om undervisningen
I min undervisning lægger jeg vægt på at finde elevens naturlige vej mod at mestre celloen. Det sker gennem en rolig og udforskningsbaseret tilgang, hvor vi sammen finder ud af, hvilken musik, du kan lide at spille, og hvad der virker for dig. Jeg er tilhænger af disciplineret øvning, men ikke af at bruge tid med instrumentet på grund af tvang.
Den første lektion
I den første lektion vil vi lære hinanden at kende og tale om dine mål og interesser. Jeg vil vise dig, hvor langt du kan nå med så og så meget øvning og dedikation, og hvilke fantastiske stykker man kan spille på celloen. Vi vil desuden gå igennem, hvordan en typisk øvedag for dig kan se ud for løbende at give dig de værktøjer, du skal bruge for at kunne arbejde selvstændigt og uden panik for, om du gør det ordentligt, når der ikke er en lærer til stede.