Om Benjamin
I 2020 uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg. Soloartist samt sangskriver og bandleder i fusionsbandet Well Done Coyote. Jeg startede med at synge og spille trommer som 8-årig, hvorefter jeg også begyndte at spille guitar og klaver, da jeg var omkring de 10. Som multiinstrumentalist har jeg en bred og nuanceret musikalsk forståelse, og jeg søger i mit virke altid at tage udgangspunkt i den kunstneriske intention.
Om undervisningen
Jeg vil først og fremmest tilbyde mine elever undervisning og sparring, hvad end der er tale om undervisning på instrument, i vokal eller i sangskrivning. For mig er det vigtigste, at passion og entusiasme for musikken ikke blot bibeholdes, men danner grundlag for interaktionen og undervisningen. Dette gør sig gældende, hvad end der er tale om en nybegynder, en øvet, eller en avanceret elev. Jeg stoppede selv hurtigt til instrumentundervisning, da jeg var lille nybegynder, fordi en “klassisk” stringent og teoritung metode var drænende, demotiverende og direkte uinspirerende. Derfor er mit udgangspunkt at identificere og afgrænse elevens interesser og udvikle elevens musikalitet på denne basis. Det er min overbevisning, at musik- og instrumentundervisning skal være underholdende og meningsgivende. Denne model ser naturligvis ikke ens ud for forskellige elever, hvorfor jeg forsøger at tilpasse forløbet til de individuelle behov. Teori og hørelære kan eksempelvis sagtens være en betydelig del af én elevs forløb og samtidig være uaktuelt for en anden elevs. Det vigtigste er, at forløbet er motiverende, at interessen vokser, og den musikalske udvikling er konkret og betydelig.
Den første lektion
Den første lektion vil som udgangspunkt bestå af en samtale, hvor det musikalske niveau identificeres, og der forventningsafstemmes i forhold til læringsmål og ambitioner hos eleven. Men! Først og fremmest skal vi selvfølgelig spille musik. Om eleven i forvejen har kendskab til akkorder og skalaer eller er helt grøn i den musikalske verden, har ingen betydning. Vi arbejder ud fra elevens nuværende niveau og skaber sammen en plan for forløbet.