Om Elisabeth
Oprindelig er jeg uddannet klassisk pianist, men jeg har en stor passion for cross-over og improvisation.
Jeg samler viser og folkemelodier fra hele Europa og arrangerer dem for klaver og akkordeon.
Med min vokaltrio Nevesta’s Voice giver vi koncerter og workshops, og en gang i mellem spiller & skriver jeg musik til teaterprojekter.
Undervisning i klaver
Det er vigtigt at dine tekniske færdigheder vokser samtidligt med din forståelse for harmoni, melodi og rytmik. Vi vil spille etyder (øvelser) som træner koordination og samtidigt udfordrer dig i din kreativitet – ensartet øvning bliver hurtigt kedeligt, og vi udvikler os mest når vi øver varieret og med nysgerrighed.
Du kan være med til at bestemme de stykker du vil fokusere på (klassisk repertoire, filmmusik, rytmisk musik og folkemusik), og så vil du modtage korte “øvestykker” fra mig, hvor vi kan træne noget specifikt.
Hvis du er interesseret i at forbedre dine improvisations-færdigheder, så kan jeg hjælpe dig med det også.
Undervisning i akkordeon
Akkordeon er et instrument der nærmest minder om et levende væsen – vi som musikere skal koordinere bælgen (“åndedrag”), melodi (“tale”) og bas-spil (“kontekst”), sådan at musikken også bliver levende.
Jeg kender en masse melodier fra Nord, Syd og Øst, der kan tilpasses dit niveau. Efterhånden lærer du selv at tilføje avancerede rytmer, harmonier og ornamenter, så du kan spille én melodi på mange måder. Du kan selv vælge melodier fra andre stilarter som vi kan tilpasse instrumentet.
Ønsker du at dykke ned i folkemusikken fra Balkan området (Bulgarien, Serbien, Rumænien, og de slaviske lande), så kan det blive rigtig sjovt! Her skal vi øve os i en ny feeling for de “ulige taktarter” som 7/8, 9/8 og 11/8, før vi for alvor kan nørde med melodierne fra Syd-Øst-Europa.
Undervisning i improvisation
Jeg tilbyder coaching og spændende opgaver for at udfordre din kreativitets grænser.
Alle kan improvisere på et vist niveau, men for at komme videre skal vi lytte rigtig meget til “fremmede sprog” (andre stilarter, musikere fra andre lande, …), og vælge hvilken retning vi vil udforske.
Jeg benytter mig af redskaber som Solmisation og Konnakol når vi skal huske hvad vi har opfundet eller når vi analyserer noget musik der inspirerer os.
Første lektion
Du vil høre mig spille et stykke musik og vi vil snakke om hvor det mon kommer fra. Derefter vil jeg meget gerne høre om hvilke stilarter der tiltaler dig, hvor vigtigt den tekniske (motoriske) udvikling er for dig og hvad dit mål er.
Du vil lære en melodi ved brug af din hørelse. Hvis du vil gå i den klassiske retning, skal vi også spille lidt efter noder, men du vælger selv hvor meget vi vægter det.
Vi skal også tage fat i en motorisk/teknisk øvelse, så du kan få en fornemmelse for hvad instrumentet vil kræve af dig.
Jeg vægter gehørspil og udvikling af musikalitet rigtig højt. Dine ønsker sætter kursen, og jeg giver struktur og retning til din øvning. Som regel vil nogle timer foregå online og nogle hjemme.