Om Isabel
Jeg har sunget og spillet violin siden jeg var ca. 5-6 år. Jeg har holdt min interesse ved lige, sørger for at lære nyt hele tiden og går selv til undervisning. Jeg synger lette operasange på tysk, italiensk og engelsk. Jeg ved hvor vigtig sang er, hvis man vil lære et nyt sprog eller blive bedre – her er sang helt klart en måde, hvorpå man kan blive bedre til at tale flydende og udtrykke sine følelser. Violin og violinspil er for mig både sprog og leg, hvor vi begynder med første position uden “fortegn” (# og b).
Om undervisningen
Det er vigtigt at læring og sjov følges ad, så både underviser og elev kan glæde sig til næste time. Jeg er åben over for idéer og musikstykker, som eleven gerne vil lære. Er der noget, jeg ikke kender, eller ønske om nogle noder, jeg ikke har, så vil jeg sætte mig ind i det og skaffe noderne til næste lektion.
Den første lektion
Er det første gang, kan du evt. give besked på forhånd om, hvad du ønsker at lære at synge/spille eller selv have noder med. De første 5-10 minutter varmer vi op, og så går vi i gang. Er det en violinlektion, forventer jeg, at du selv har en violin, som passer til dig. Vi snakker lidt om dine ønsker, varmer op med f.eks. skala og bueøvelser for derefter at spille et violinstykke, du synes om. Jeg glæder mig til at lære dig at kende!