Mit navn er Julie, og jeg er rytmisk trompetist. Som musiker har jeg en god og solid erfaring, særligt med bigband-musik samt med fest-, teater- og showmusik. Pt. bruger jeg mange af mine weekender på at spille rundt i det danske land med forskellige store festorkestre. Jeg har derudover tidligere beskæftiget mig med både kirkemusik, sambamusik og popmusik.
Jeg har således et stort genrekendskab og vil sigte mod at lave en undervisning, der tager udgangspunkt i dine musikalske interesser.
Undervisning med udgangspunkt i dine ønsker
Jeg er uddannet i musikvidenskab fra Aarhus Universitet, hvor vi har et stort fokus på, hvordan musik læres bedst, og hvordan man bedst muligt lærer fra sig. Derudover synes jeg generelt bare, at det er hammersjovt at undervise – både fordi jeg er glad for at dele min begejstring for trompeten, men også fordi jeg synes, det er spændende at være med til at udvikle elevens trompetspil.
Så mangler du en underviser med en alsidig profil, et godt humør, og som elsker at undervise, så glæder jeg mig til at høre fra dig!
Undervisningen foregår primært hos mig – jeg bor på Trøjborg i et stort villa-kollektiv. Her kan vi sidde uforstyrret, og vi har masser af plads til at fyre nogle høje toner af.