Om Magnus
Jeg hedder Magnus og har spillet trommer lige siden, jeg var en lille dreng. Jeg har altid været optaget af musik og har nydt at spille sammen med andre mennesker. Trommerne fylder utrolig meget i min hverdag.
Jeg er rigtig glad for at dykke ned i detaljerne, og der er sjældent en dag, hvor jeg ikke er ved sættet eller nørder andre facetter omkring trommespillet såsom nodelæsning, transskribering osv. I sommeren var jeg fx. 3 uger på Cuba sammen med min gode ven Jens Emil for at få undervisning af Ruy Lopez Nussa og Enrique Pla, som er to helt fænomenale trommeslagere!
Passion i undervisningen
For mig er musikken det sted, hvor jeg både kan dygtiggøre og koncentrere mig om mit håndværk samtidigt med, at jeg kan lege og udfolde mig selv kreativt. Jeg ønsker at kunne vise den glæde og passion til mine elever.
Jeg kan være en underviser, der kan dykke ned i noget, du brænder for på trommesættet, men jeg vil også gerne være en underviser, der kan give dig en masse udfordringer, så du kan føle, at du rykker dig for hver uge. Disse to ting kan heldigvis kombineres!
Hyggeligt undervisningsmiljø
Jeg sætter stor pris på et roligt og sikkert undervisningsmiljø, hvor man godt kan tage lidt fis på hinanden. Jeg lægger vægt på at skabe et godt bånd til mine elever, for så tror jeg udviklingspotentialet er størst. Jeg håber, vi kan finde ud af noget, om du så er begynder eller øvet!