Om Marius
Jeg er en frisk ung mand, som er vokset op med musikken overalt i hjemmet. Lige fra klassisk til jazz. Mit hjerte ligger dog ved den rytmiske musik. Da jeg startede med at spille saxofon, spillede jeg klassisk saxofon, hvor der var meget fokus på den gode teknik og klang, hvilket stadigvæk hænger ved. Gennem de seneste år har jeg dog brugt meget tid på at spille i forskellige små bands, hvor jeg har fået muligheden for at udvikle min improvisatoriske evne. Derudover har jeg også spillet og spiller stadig i Danish Youth Jazz Orchestra, hvor jeg prøver kræfter med Bigband-musikken. Lige nu studerer jeg på MGK-øst, hvor jeg får en masse god undervisning og udvikler mange af mine færdigheder. Som jeg selv er blevet inspireret af forskellige musikere til at spille saxofon og jazz, ønsker jeg også at inspirere andre og få dem i gang med at spille dette fantastiske instrument. Der er nu ikke noget bedre end en lækker saxofonsolo, og det er endnu mere lækkert, hvis man selv spiller den 😉
Om undervisningen
I min undervisning lægger jeg vægt på, at det skal være sjovt at spille. Dog vil der også være et fokus på, at eleven får udviklet den rigtige teknik fra start, da det kan være svært at vende sig af med dårlige vaner senere i et læringsforløb. Der vil også være et fokus på den gode klang. Mest af alt lægger jeg dog vægt på, at eleven skal gå fra undervisningen med inspiration og lyst til mere.
Den første lektion
Eleven vil blive taget imod med godt humør og seriøsitet. I første lektion vil vi tale om, hvad eleven ønsker at få ud af undervisningen, så der kan tilrettelægges en passende undervisning. Eleven kan altid komme med ønsker til, hvad han/hun har lyst til at spille – for det er lysten til at spille, der ligger som den øverste prioritet i min undervisning.