Om Oliver
Oliver har spillet bas i ca. 15 år og har spillet koncerter i hele landet og rundt i Europa. Han befinder sig godt i mange genrer og har sit fokus i pop/rock/funk/RnB/metal. Oliver har arbejdet i bands, også som sangskriver og komponist, og har nu sit fokus på sideman-arbejde, dvs. at spille for andre artister.
Om undervisningen
I undervisningen lægger Oliver meget vægt på, at det skal være sjovt at lære bas. Man kommer sjældent særligt langt, hvis man ikke synes det er fedt at øve den pågældende sang eller teknik. Derfor vil undervisningen bære meget præg af samtaler om musik, især indledningsvist, så I kan finde ud af hvilken retning, du gerne vil gå som bassist, og hvad der får dit musikhjerte til at banke. Hertil vil Oliver selvfølgelig komme med forslag og idéer, så I sammen kan få guidet din basrejse i en god og spændende retning, både i forhold til hvad du selv synes er fedt, men også hvad der er vigtigt at have med i værktøjskassen som udøvende, professionel musiker.
Den første lektion
Første lektion med Oliver bliver en hyggelig og uforpligtende samtale, hvor I snakker om bas, musik og hvilke ting du selv ønsker at bruge tid på at lære fremover. Hertil vil I spille lidt og få lavet en “diagnosticering” at dit nuværende basspil, hvor du selv kan fortælle om evt. oplevede begrænsninger i dit spil, og Oliver kan komme med forslag til hvad der kan arbejdes på i det videre forløb. Herefter vil I sammen lave en plan for undervisningsforløbet, så du som elev kan se vejen frem og få et konkret mål for øje.